Touching Childbirth – hypnosefødsel med respekt, tillid og samarbejde.

Reference

 

Om hjælp til frygt for fødsel

Sara, som er 2.-gangsfødende var meget bange for at skulle føde igen.

På trods af sin dårlige fødselsoplevelse havde hun forestillet sig at føde på hospital igen, men da vi fik snakket om det alle tre, viste det sig, at en hjemmefødsel var en mere tiltrækkende mulighed, og hjemmefødselsordningen i Region Sjælland blev kontaktet.
Sara og hendes mand er nu blevet rigtigt gode til at bruge Touching Childbirth, de har fået bearbejdet deres første fødselsoplevelse og ser med glæde frem til den kommende hjemmefødsel.

Her er Saras udtalelse

Jeg fødte min første søn for 7 år siden. Hvilket objektivt set var en vellykket fødsel, men for mig personligt var et langt smertefuldt forløb, med følelsen af ikke at kunne samarbejde med min krop og veerne. Min søn endte også med at blive taget med cup, da kræfterne slap op hos mig.

Da jeg for ca. 9 måneder siden blev gravid for anden gang var jeg slet ikke tryg ved udsigten til endnu en fødsel, og jeg blev anbefalet at tage kontakt til Tove Kühl.

Nu, kort tid før min termin, er jeg fantastisk glad for, at jeg tog imod dette råd. Tove har med enorm kompetence lært mig bruge min vejrtrækning som redskab til at finde dyb ro i mig selv (selv-hypnose),  samt vist min mand og jeg, hvordan også min mand aktivt kan hjælpe mig med at finde og bevare denne tilstand under fødslen.

Desuden har Tove med stor indlevelse hjulpet mig med at bearbejde uhensigtsmæssige følelser og oplevelser fra min første søns fødsel. Og jeg føler mig nu i stand til at gå ind i fødslen af mit 2. barn, med fornyet ro og tro på mig selv.
Sara Lehn, 33 år

 

Om hjælp til fødsel med hypnose

Sabrina var en ung 1.-gangsfødende.
Hun havde ingen tidligere erfaringer med hypnose, og da vi mødtes for første gang, lå hun på fødebriksen med vestimulerende drop, konstant CTG-overvågning og så kraftige, smertefulde veer, at en epiduralblokade allerede var bestilt.

Her er Sabrinas historie:

Jeg havde termin d. 13/1-14
Jeg var utroligt nervøs, i den sidste del af graviditeten, da jeg ikke er så god til at håndtere smerte.

Jeg frygtede det var, som man så på TV: Råben, skrigen, smerte, et barn fuld af blod og snask, et barn, der var blåt over det hele og som græd og græd ved sin ankomst.

Jeg var til jordmor kontrol d. 15/1-14.
Her fik jeg at vide, at min søn ikke fulgte symfyse-fundus kurven. Jeg skulle derfor til scanning for at se, om alt var OK. Fik at vide, at der ikke var grund til bekymring, da alt sikkert var OK, men det var bare lige for at være helt sikker. Jeg behøvede ikke at pakke tøj eller noget.

Så d. 17/1-14 mødte jeg op til ekstra scanning. Her fik jeg lidt af et chok. Min moderkage var ved at forkalke, og jeg havde intet fostervand, hvilket var årsagen til, at han ikke voksede, som han skulle.Så jeg fik at vide, at jeg skulle direkte på fødegangen for at tale om, hvornår jeg skulle sættes i gang.
Personen, der scannede mig sagde, at det nok først ville ske omkring mandag-tirsdag stykker. (d. 20-21/1 (red))

På fødegangen fik jeg en chokerende nyhed. Selvfølgelig var han helt OK. Men blev spurgt om jeg ville sættes i gang på dagen eller vente til næste dag.
Jeg valgte næste dag, idet jeg ønskede at pakke mine ting og tage dem med ind. Det blev ikke til meget søvn den nat, da tanken om, at nu var det altså nu, pressede sig gevaldigt på.

D. 18/1-14 mødte jeg ind kl. 10.
Ca. kl. 10.30 fik jeg den første stik pille. Jeg valgte at blive på afdelingen, da jeg skulle have en igen 6 timer senere, hvis der ikke skete noget.
Intet skete, så kl. 17.30 fik jeg stik pille nr. 2. Her begyndte jeg at få lidt menstruationslignende smerter. Jeg valgte at sove på afdelingen, da jeg skulle møde ind næste morgen ca. kl. 8 og enten få en stik pille mere eller blive lagt i vedrop. Den nat fik jeg en del smerter. Jeg fik morfin, så jeg kunne sove.

Næste dag havde jeg stadig smerter.
Jeg tog et bad, og kom i vedrop ca. kl. 11. Veerne begyndte stort set med det samme. Den bedste beskrivelse af smerten er menstruationslignende smerter og spænden i lænden.Jeg fik dog at vide, at disse veer, jeg havde nu, var ”kunstige” veer grundet vedroppet.

De rigtige veer havde ikke taget til endnu. Min vejrtrækning med at trække vejret dybt ind igennem næsen og langsomt ud gennem munden hjalp mig meget.

Veerne tog stille til. Jeg nåede 2 jordmor skifte. Jordmoren, der satte mig i gang, kom og gik jævnligt. Hver gang jeg spurgte, fik jeg at vide, at det var falske veer. Pludselig havde jeg åbnet mig 2 cm. Smerterne var nu så intense, at det blev besluttet at bestille en rygmarvsbedøvelse.

Jeg kunne ikke komme i vandbad, idet jeg ikke havde noget fostervand og skulle overvåges med CTG. Lattergas kunne jeg ikke få, da afdelingen var under renovering.

Ved jordmor skifte kom der en ældre kvinde ind med en ung jordemoderstuderende. På dette tidspunkt havde jeg kraftige smerter og prøvede desperat at huske vejrtrækningen og ikke at råbe og skrige. Det lykkedes ikke altid, og der kom et par skrig. Bedøvelsen var endnu ikke kommet.

Jordemoren ved navn Tove Kühl begyndte straks at gå til værks. Hun placerede hånden på min balle. Hun sagde med rolig, monoton stemme, at jeg skulle fokusere på hendes hånd på min balle. Jeg skulle slappe af i underkroppen og benene og lade være med at arbejde imod veerne. Jeg skulle mærke, hvordan veerne arbejdede.

Da bedøvelsen kom, viste det sig, at jeg var udvidet til 8 cm. Tove sagde, at bedøvelsen ville kunne trække fødslen ud i nok 2 timer.
Jeg tænkte: ”Når jeg nu er nået så langt, kan det være lige meget med den bedøvelse.” Så jeg takkede nej tak.

Veerne var nemmere at tackle, når Tove havde hånden på min balle. En gang fokuserede jeg ikke på hendes hånd, og jeg var ved at skrige. Så sagde Tove: ”Sabrina, du fokuserer ikke på min hånd. Fokuser på den – og kun den.”Straks, jeg gjorde det, havde jeg veerne under kontrol igen.

Jeg kunne nu mærke presseveerne presse min søn nedad. Det var en vild følelse, som jeg aldrig glemmer. Følelsen af, dels at vide at ens søn var på vej ned, og dels at kunne mærke ham komme længere og længere ned.Jeg havde endnu ikke åbnet mig 10 cm, så jeg skulle fortsat slappe af, og lade livmoderen selv presse uden at presse aktivt. Det var faktisk nemmere, end man sådan lige tror. Specielt, når man har en hånd på ballen, man kan fokusere på.

Jeg spurgte efter lidt tid, om jeg måtte presse. Den jordmor studerende, der havde fået den opgave at stå for selve fødslen, så Tove fokuserede på mig, mærkede efter. Jeg havde udvidet mig 10 cm og måtte presse. Det var en mystisk følelse at kunne presse.Det gjorde ondt, men samtidig en glædes følelse at kunne hjælpe aktivt.

Jeg kunne mærke hans hoved komme længere og længere ned. Jeg havde for længst besluttet mig for, at han skulle tørres af, inden jeg fik ham op.
Tove sørgede for at hjælpe, så jeg pressede, når jeg havde trangen. Og holdt pause, når der var pause.

Da hovedet var ude, gjorde det ikke ondt mere. Resten af kroppen smuttede ud med det samme. Han var slet ikke snasket, der var stort set intet blod og han var ikke engang blå. Han græd lidt, men slet ikke som man ser på TV. Jeg fik ham op med det samme, uden først at få ham tørret af. Hans far klippede efter nogen tid navlesnoren.

Alt i alt var det den fedeste oplevelse, jeg nogen sinde har haft. Jeg havde frygtet, det var, som man så på TV. Men den fødsel var perfekt. Jeg skreg kun nogle få gange. Kun én gang efter at Tove kom til, da jeg glemte at fokusere på hendes hånd.

Jeg lå i min kærestes arme, med lukkede øjne, og lyttede til Toves stemme, der hele tiden mindede mig om at fokusere på hånden på ballen. Når jeg fik en ve, klemte jeg min kærestes hånd, og han sagde til Tove, at nu havde jeg en ve.

De var det perfekte teamwork. Tove er en fantastisk jordmor. Jeg lå faktisk i, hvad jeg vil kalde hypnose. Jeg lukkede alt om mig ude, og fokuserede kun på Toves stemme.

I pauserne kunne jeg fokusere på min kæreste, der talte til mig. Men under hele forløbet efter Tove kom sagde jeg intet. Jeg var lukket inde i mig selv og lyttede. Sekunder efter jeg havde født, var det som om hypnosen holdt op, og jeg kunne tale igen.

Jeg håber virkelig at flere jordmødre, overalt i Danmark vil tage ved lære af Toves hypnose. Det hun kan, er intet mindre end unikt. Dels er hun bare en super rar og dejlig person, og dels er det, hun kan, unikt. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl. Når jeg skal have mit næste barn, ønsker jeg Tove ved min side, selv ved de aller første veer.

Mvh.
Sabrina Biltzing

 

Hjælp til succesfuld hjemmefødsel

 

D 7 oktober 2008 fødte jeg min søn på Holbæk sygehus. Det var en meget langvarig omgang (36 timer i alt) og først da der var vagtskifte og du kom ind i billedet skete der noget. Du var slet ikke som de andre jordemødre der havde været inde over. Du tog dig tid til at sidde og tale med mig og kæresten – og ikke kun om fødslen. Det gjorde at jeg ikke bare følte mig som en i mængden.

 

Ved hjælp af dine fantastiske teknikker kom min søn godt og relativt hurtigt til verden Tak!!
D 14 september i år fødte jeg min datter. Hun kom til verden under en planlagt Hjemmefødsel og jeg gjorde alt for at huske og bruge de teknikker du lærte mig. Det virkede tilsyneladende over forventning for jordemoderen nåede dårligt frem så var lillepigen kommet til verden Hele forløbet tog under 3 timer.
Grunden til at jeg skriver er at jeg virkelig føler at du har gjort en kæmpe forskel under begge mine fødsler og jeg har siden min første fødsel tænkt på dig og omtalt dig som en form for Gud.
Tusind tak fordi det var dig der havde vagt dengang og fordi du tog dig tid!
Jeg ved ikke hvor meget du husker fra de forskellige fødende men jeg deler fødselsdag med din datter og gav dig efterfølgende et kort der forestillede fødslen.

Jeg håber du har det godt, og hvis jeg nogensinde skal føde på sygehuset igen, håber jeg det bliver med dig

Med venlig hilsen
Louise.

Om hjælp til amning

 

Jeg sad i min sofa, frustreret, ulykkelig, hormonramt og så sårbar som aldrig før.
Holger, min lille søn på kun en uge græd utrøsteligt, og det samme gjorde jeg.

 

Mine brystvorter hang i laser, og til trods for at jeg havde masser af mælk, kunne jeg ikke få amningen til at lykkes denne gang.
Det var et chock, fordi jeg så mig selv som en natural born ammemaskine, som jeg var det med min datter. Men ikke denne gang. Holgers tungebånd var stramt og skævt, det blev først opdaget efter en uge, og da var ”festen” startet med lasede brystvorter, samt et marathonløb af svamp og brystbetændelse!
Jeg oplevede mig selv bange for at skulle amme min søn pga. smerterne, og derfor stoppede nedløbsrefleksen. Når det så endelig lykkedes at få mælken til at løbe, sad jeg med lukkede øjne og hulkegræd af smerte, og der var ikke megen tidlig tilknytning i det. Hver gang jeg bad om hjælp fra jordemødrene på sygehuset, var det en ny jordemoder med et andet budskab end den forrige. Jeg blev forvirret og følte, at de slet ikke hørte, hvad jeg sagde til dem.
Jeg VILLE så gerne amme, og jeg var villig til at kæmpe for det. Lægen var sød og gjorde sit bedste, men havde jo kun begrænset viden om amning.
Der, midt i mit eget lille helvede, fik jeg et opkald fra Tove. Allerede i telefonen vidste jeg, at her var der én, der både kan lytte til mig og ved, hvad hun snakker om. Med sin ro, varme og ekspertise, guidede hun mig igennem telefonen til at få lagt Holger til. Hun havde al den tid, jeg havde brug for, og det lod hun mig vide.

 

Og Holger suttede, og jeg græd ikke! Jeg ved stadig ikke, hvad Tove gør, men én ting er helt sikkert: Det virker! Det var et skridt frem, men desværre gik det også to tilbage. Igen kom Tove på banen. Denne gang hjemme i min egen stue. Hun satte sig ned og sagde:” Jeg går ikke før det lykkes.” Det er det sødeste, nogen nogensinde har sagt til mig i sådan en situation. Jeg tror, jeg græd af lettelse. Hjælpen var kommer, og jeg følte mig i de bedste hænder, og troen på, at det nok skulle lykkes kom tilbage. Den hjælp, ro, omsorg, forståelse og oprigtig interesse i mig og mit barn og vores samarbejde omkring amningen var helt fantastisk.

 

Senere den dag skrev jeg på min facebook-profil: ”En engel kom forbi….”

Desvære gik det i sidste ende ikke med amningen. Løbet var vist kørt, før vi rigtigt kom i gang, Holger og jeg. Men skulle der have været en chance, så var det med Tove. Havde jeg bare fået hende i telefonen første gang, jeg ringede.
Selvom det ikke gik, er jeg glad for at have mødt Tove.
Hun gjorde en meget svær og ensom tid noget mere spiselig.
Hendes hjælp var helt fantastisk, og Tove er hele vejen igennem et smukt menneske. Jeg kan kun varmt anbefale Tove.

Coach, psykoterapeut og Mor Vivian Lund Hansen